At høste paua'er.

Paua'er er en af maori'ernes foretrukne spise. Det er en stor musling. Uden dog at være en rigtig musling. Måske kan den bedst beskrives som en musling udefra (udseende) og en blæksprutte indefra (indhold, sugeevne og smag).

Paua'erne vokser på klipper og sten langs New Zealands kyst i 2-8 meters havdybde. De er derfor perfekte mål for en spændende snorkeltur.
Sammen med James drog vi ud på en større ekspidition for at finde det perfekte Paua-sted. Vi fandt det på en klippestrand syd for Wellington. Det resulterede i en skøn dag i snorkel-dykningens tegn. -Og en særdeles god høst! Ikke dårligt:-)

James tester paua'ens sugeevne

Paua'erne tilberedes. De hapses ud af skallen og steges med hvidløg. De smager af blæksprutte. Rigtigt gode i små, rette, mængder.

Laura og Storm hjemme i Wellington.

Udsigten fra en strand nord for Wellington.

Welllington på en solfyldt dag.

New Zealands hovedstad er en smuk by. Skråninger der ned til det blå hav, masser af små spændende fjorde, dejlige strande og søde mennesker. På trods af sin relativt sparsomme befolkning (ca. 130.000 indb.) har den formået at blive en pulserende metropol med masser af events, museer, fede barer og cafeer osv.

Vi boede i 4 dage hos James og hans kæreste Laura. James er en af Tues gamle venner. En rar drengerøv. Det var dejligt afslappende at bo hos dem, og det blev til nogle sjove pg spændende dage.

I Wellington mødtes vi med Eva og Flemming. Det var rigtigt dejligt at se dem igen. Især rart at de fik Storm at se igen. Der er sket meget med ham siden vi sidst var i Gram, så det gav absolut lykkebobler i maven, at de kunne give ham kys og kram.

På en strand i Wellington. Livet nydes fra Beach shelter'en:-).


T + T

En uspoleret lomme.

Den aller-nordligste del af sydøen er øde, idyllisk, uspoleret og fantastisk smukt. Man skal over et bjerg for at komme til nordspidsen. Derfor har området en stemning af en uopdaget lomme. En lomme som indeholder en masse dejlighedsting.
Området er befolket af en bunke rare hippier(antallet af økologiske landbrug er ret imponerende her), en hulens masse dyr og andre godtfolk.
Til disse godtfolk hører Lyn. Tues bonus-mor. Tue boede hos hende og hendes afdøde mand, da han var udvekslingsstuderende her tilbage i i 90'erne. Hun har købt posthuset i Collingwood. En charmerende strandby med 250 indbyggere. Det var sjovt og dejligt at se hende, og der blev snakket en masse om gamle dage, om swimmingpoolen der kollapsede og om, at der ikke er særligt mange penge at hente i det New Zealandske postvæsen.

Storm er (for det meste) en fest at være sammen med. Han er glad og har udviklet en særegen skønt grin, som for enhver mor/far til at smelte. Især Tues Anders And-snak går Storm helt i grine-selvsving over. Det er skønt at se hvordan har bliver større og bliver mere og mere opmærksom på omverdenen. Han kommer tit med jubel-råb, når vi er ude at gå i naturen. Han virker utroligt tilfreds. En ekstra bonus ved at rejse rundt med ham er, at han sover tilpas meget når vi er ude at køre. -og det får vi en glad baby af:-). Når vi bliver det samme sted i flere dage, er det svært at få ham til at sove nok, og så kan han blive lidt utilpas. Det mærker vi normalt ikke så meget til, når vi er på farten.
Når det er sagt, så er vores rejse i småbørns-tempo. Storms humør og behov er i høj grad det, der er afgørende for vores dag. Det fungerer egenligt fint, og det er rart at rejse i små rare bidder.

Abel Tasman national park. Et af de smukkeste steder jeg har været til dags dato. Vi overnattede ved en lækker strand. Vi har købt en kajak som følger os i tykt og tyndt. Vi starter og slutter typisk dagen med en kajak-tur. (vi skiftes selvfølgelig, så en af os bliver på land og passer Storm-trolden). Ved Abel Tasman var vi ekstra heldige og så pingviner, baby-sæler og store fisk (udefinerlig slags) fra kajakken.

Sydøen har en meget spids næse, Farewell spit. Farewell spit er et overflødighedshorn af dyreliv. På den ene side af "næsen" er der vadehavs-tilstande med meget stor tidevandsvariatioN. Ideelt for fuglelivet. På den anden side (få hundrede meter væk) findes der vesterhavstilstande med vilde bølger, glubske understrømme og sandblæste klitter. Fantastisk smukt.

En sæl løber over stranden ved Farewell spit.

Det ene øjeblik er naturen vild og brusende, det næste øjeblik mild og frugtbar. Billedet nedenfor er taget 500meter fra stranden på de ovenstående billeder. Det er NZ i en nøddeskal.

Lyn bor som sagt i den idylliske by Collingwood. Billedet ovenfor er taget fra hendes terasse. (Vi var slet ikke misundelige på hendes udsigt)

Lyn og Tue på stranden.

Bondegårdsbesøg. Området bugner af små landbrug. Stedet her er berømt for sine tamme ål. Ålene er blevet fodret de sidste hundrede år af diverse husmødre i området (madrester og andet godt), og kommer af gode grunde tilbage. Nogle af ålene er hundrede år gamle.

Trine, Storm og kælegrisen.

De famøse ål bliver fodret. Som det ses er de store og vil MEGET gerne fodres. (de valgte fodder er her gammelt oksekød...yummi!)

Påfuglene spankulerer rundt i det fri. Denne viste sine fjer til os. Imponerende, at naturen kan kreere så smukke skabninger. (lige en lille tanke til Nørretrander)

Sounds så langt øjet rækker.

Kaikoura

Vores nye yndlings-sted. Nemlig Beach-shelter'en:-)

Morgen-dejlighed i camper-vanen.

Vores tilholdssted i 3 nætter. Et skønt sted lidt uden for Kaikoura.

Alt godt fra Havet!

Vi har været et par dage i paradis. Eller dvs. det tætteste man kan komme på Edens have her. Nemlig Kaikoura. En skøn lille fiskerby, omgivet af bjerge med sneklædte toppe, bløde grønne bakker, sæler, delfiner, albatrosser. Og så hvaler! Vi kunne ikke dy os, og hoppede ombord på en helikopter der tog os med ud og så de fantastiske sperm-whales. Det er den tredje største hval i verden. Den udmærker sig ved at være indehaver af verdens største hjerne! Dens hjerne udgør en 1/3 af dens vægt. Med dens 19 meter lange corpus er den ikke svært at forestille sig at den burde være navngivet "cerebrum giganticus". (Dens eksisterende, og iøvrigt ganske sigende, navn kender jeg desværre ikke oprindeligsen til.)
Selve helikopter-turen var fed og Storm, der sad på mit skød under hele turen var glad, indtil vibrationerne vuggede ham i søvn.

Tue prøver lykken i havet. Vi satsede på den yderst velsmagende "Hoki-fish"

Tue i snorkel-outfit på vej ud og fange Paua'er.

Familien efter heli-turen.

Landskabet fra oven. Øverst ses Kaikoura Peninsula. Nederst ses den famøse sperm-whale.

Der mangler ikke måger. De lever godt af byens Fish-and-chips.