Paa besoeg i djaevlens dyb!

Potosi er verdens hoejest beliggende by. Den ligger ved bjerget Cerro Rico, som er rigt paa mineraler...bl.a. soelv. Siden 1500-tallet har der vaeret minedrift i denne by. Spanierne har i sin tid hevet ufatteligt mange rigdomme ud af dette bjerg. De tvang bolivianere til at arbejde i minen, og de importerede afrikanske slaver fra Senegal til at knokle i de moerke mineskakter.

I de 500 aar, hvor minen har fungeret er der omkommet 8mio mennesker. Cerro Rico kan naermest betragtes som en stor kirkegaard! Det er derfor ikke svaert at forstaa at minearbejderne dyrker en saerlig tro. De tror, at djaevlen hersker i minen og tilbeder derfor ham for at overleve i minen, faa mange boern og finde nogle gode mineral-aarer i minen. Moder Jord er hende der forsyner minen med mineraler. Hun staar i forbindelse med djaevlen. Baade djaevlen og mModer jord blever tilbedt, og hver minearbejder ofrer coca-blade, cigaretter og alkohold til dem.

Denne tro er ogsaa grunden til, at der ikke maa arbejde kvinder i minen. Djaevlen bliver nemlig forelsket i dem, hvilket goer Moder jord misundelig. Dette vil goere at Moder jord er naerig med sine mineraler og minearbejderne vil ikke finde soelv.

Kvinderne arbejder oppe paa overfladen...

Det var meget spaendende, men ogsaa skraemmende at se minearbejdernes arbejdsforhold. De fleste faar siliose (stenlunger...symptomerne er det samme som ved rygerlunger) efter 10 aars arbejde. Minen er nu en andelsselskab, saa overskudet gaar til minearbejderne selv, men af politiske aarsager er prisen paa mineralerne meget lav pt.

Ovenfor: Tue foran dvaevlen....

Tue som minearbejder...

Mountainbiking paa "Verdens farligste vej"

Mellem La Paz og Bolivias junglen snor der sig en halsbraekkende vej. Vejen klynger sig til bjergsiden, mens der er en fri klippekant paa den anden side...ofte frit fald paa 400meter!

Vejen har en saerlig historie. Foer der blev bygget en ny og bedre vej, doede der hvert aar 500 mennesker ved at koere ud over klippekanten. Vejen er saa smal at der knap og nap kan koere en enkelt laesset lastbil (typisk laesset med frugt og groentsager fra junglen,som skulle saelges i La Paz). Saa naar der kom modkoerende biler, opstod der et rimeligt blokerende problem. Problemet blev loest paa aegte boliviansk manèr: De to modkoerende bilister sloges indtil den ende gav op....og maatte paent bakke hele vejen op (eller ned) til vejen blev bredere, saa de to lastbiler kunne krydse hinanden.

Vejen er 68km lang, og har et fald paa 3000meter. Den er derfor genial til downhill mountainbiking. Whiii.... Selve turen var fantastisk. Vi startede oppe i 5000meters hoejde, hvor der var frysende koldt, og vi kunne ikke se en haand for os, da vi befandt os i en sky. Vi koerte nedad og nedad...og pludselig var vi i junglen, hvor der var varmt, vandfald overalt og en storslaaende udsigt ikke mindst:)

...Jeg behoever vel ikke naevne at action-manden Tue var i front hele vejen ned. -Et liv i overhalingsbanen:)

Ud i oerknen...

Vi har oplevet Bolivias ubeskriveligt smukke og store, store oerkenomraader. Paa fire dage har vi tilbagelagt 900km i en jeep....fantastisk!

Spetakulaert, smukt og ufatteligt er vist de ord der bedst rammer Bolivias oerken. Ir-groenne laguner, tusindvis af flamingoer og oerken saa langt oejet raekker!

Vi har koert hele dage uden at se nogen form for tegn paa liv. -Og saa ligger der pludseligt en lille landsby, midt i den sandblaeste oerken. Livsbetingelserne kan paa ingen maade sammenlignes med danske kaar. De fleste er lama-hyrder eller arbejder i miner. Folk her er for det meste reserverede og vil helst ikke tale med os. -Bortset fra boernene, der med deres snottede naeser og vindblaeste kinder kan forfoere enhver:)

Nedenfor: Illusionen er pefekt: Saltfladernes er et mekka for legeboern som os!

Ovenfor: Saadan skabes illusionen.

Ovenfor: En af saltarbejdernes cykler...

Nedenfor: Trine paa "Fish Island", som er en "oe" midt ude paa saltfladerne.

Solopgang paa saltfladerne

Ovenfor: Trine foran "The Smelly lagon"
Nedenfor: Vores jeep-team.

Ovenfor: Trine foran muddergejsere: -Som at staa paa maanen (tror jeg). ...bare mere boblende og svovllugtende!

Ovenfor: Tue nyder de varme kilder. Det foeles som vild luksus at sidde i det varme vand med udsigt ud over den smukke bjergsoe og hundredevis af flamingoer...mmhhh...

Nedenfor: Et af overnatningsstederne, hvor lamaerne hjemmevant vimsede rundt om hytten (og rodede i skraldet:))

.

Velkommen til Bolivias svimlende hoejder...

Bolivias hovedstad La Paz er en svimlende by at ankomme til. Den enorme by, som klynger sig til de stejle bjergskraaninger er en tilhaenger af ekstremerne. Det hoejeste, koldeste, varmeste, vildeste....you name it! Gaderne er travle og venlige. Overalt ses tiltraekkende madboder blandet med trendy forretningsfolk og smaa, bredhoftede kvinder med et par boern haengende over skulderen og en saelsom hat paa hovedet:). (se nedenfor)

Ovenfor: Trine indtager den klassiske madkoekkens maaltid. Friture-stegt udefinerbart koed (...eller er det koed?), ris samt et rigt udvalg af forskellige kartoffel-arter.

Nedenfor: Trine foran en af de mange kreative madboder: Her et legendarisk folkevognsrugbroed lavet om til poelsevogn...Kun fantasien saetter graenser!

Byen er ogsaa svimlende i den forstand, at dens hoeje beliggenhed giver en anelse hoejdesyge. Vi tager det med ro, og bestiger de stejle gader langsomt, men alligevel kan vi ikke vaere fri for at foele os lidt matte i knaeerne og have lidt hovedpine. Vi slapper af og tager det med ro, indtil EPO'en begynder at virke:)

....hoejdesygen giver os en god undskyldning for at dulme "smerterne" ved at gumle coca-blade. Bladene hjaelper med sult, hoejdesyge og smerte. -En aegte vinder her i Bolivia. Alle gaar og gumler paa dem!

Ovenfor: Tue paa en af La Paz mange hyggelige gader.

Nedenfor: Udsigten fra vores vaerelse!

Ovenfor: En af La Paz's mange smukke kirker: "San Fransisco".

Den rigeste kyst....Costa Rica!

Vi er ankommet til Ticolandia. Landet der har vaeret heldig paa mange maader. De har faaet tildelt en utrolig smuk natur, en droemmeagtig kystlinje og et ufatteligt diverst dyreliv. Samtidigt har de (til modsaetning af deres naboer) en lang tradition for demokrati, og har faaet opbygget et relativt velfungerende velfaerdssystem.

De har lagt deres guldaeg i USA's kurv, hvilket ses overalt. Mange amerikanerne har valgt at slaa sig ned her (I don't blame them...), og landet er blevet stoettet af USA i lang tid. Tico'enre har taget den amerikanske livsstil til sig, men det er svaert at sige om det skyldes de mange turister, den hoejere levestandard...eller maaske en blanding? (Ihvertfald bliver der kastet et par tanker til Maslow's behovspyramide, naar man rejser fra de mindre udviklede lande ind i Costa Rica)

Costa Rica har mange turister. Landet med 5 mio. indbyggere modtager hvert aar 1,5 mio. turister fra udlandet....og det kan ikke undgaaes at smitte af, paa baade godt og ondt! Tue og jeg har styret uden om de store resort-steder og har fundet den lille hyggelige strandby Montezuma. Den er beboet af gamle amerikanske hippier og bohemer. -Et hyggeligt sted at lege i boelgerne og snakke med afslappede mennesker.

Trine efterligner de mange aber der er overalt....

Pura vida...Isla Ometepe.

I den uoverskueligt store soe "Lga de Nicaragua" ligger eventyrsoeeen Ometepe. Den er dannet af to vulkaner, hvor der er en smal isthmus mellem de to vulkaner. Oeen vaekker fantasien til live....og oeen venter kun paa at blive udforsket af et par amatoerer som os.

Efter at have udforsket Isla Ometepe til lands og til vands...saa hiver dens eventyrlighed stadigt i os!

En af vores ekspiditioner gik bl.a. ud paa at bestige et vandfald. Det resulterede i 5 timers vandring og klatring langs flodbredden. Men som det ses paa billedet ovenfor naaede vi vores maal....ahh...forfriskende i varmen! Paa hjemvejen moedte vi en "vine snake"...som resulterede i, at vi aendrede ruten en anelse:)

Vi boede paa diktatoren Somoza's tidligere ranch. Den er nu lavet om til et mekka for rejsende, men den emmer stadigt af historie. Overalt ses rester fra dengang stedet blev brugt til at foroege Somoza-familiens, ikke ubetydelige, formue yderligere.

Vi fik en lille bid at oeens frodighed, da stedet laver fantastisk mad... Lige noget for et par forurenede backpacker-maver som vores.

Vi blev gode venner med husets aesel "Fiona" (fra Shrek).