mandag den 20. december 2010

River Rafting

Vi havde heldet med os, da den famøse flod "Wairoa river" var åben, mens vi var i nærheden af den. Floden er kun åben 26 dage om året, og er kendt som NZ's vildeste (og bedste) flod at riverrafte på. Det er en del vandfald på floden, hvoraf en stor del af dem er "grad 5". Riverrafting-floder inddeles i sværhedsgrad fra grad 1 til 5. Så I kan nok regne ud, at vi ikke kedede os:-).
Marie, Eske og jeg drog afsted fra Mt. Maunganui (Tue døjer stadigt med ryggen) og kørte mod floden i voldsomt regnvejr. Det våde vejr gjorde dog ikke spor, da vi hurtigt blev plaskvåde.
Selve turen var super fed og sjov. Turen bød på det ene frugtindbydende vandfald efter det andet. Pyhhh... Der var dog ingen fra vores båd der faldt ud. Båden kæntrede heller ikke. Vi kom dog i vandet, da vi kunne tage floden på ryggen igennem et stykke rapid.
Det er måske lidt svært at se, men jeg sidder nr. 2 i venstre side, Eske sidder nr. 1 i venstre side og Marie sidder nr. 2 i højre side.





Det ulmer i Rotorua

Det bobler og syder i Rotoruas undergrund. Overalt bobler og koger mudderet, hot springs syder og sprutter og jævvnligt lader en gejser sig bemærke. Det er fascinerende. Vi har virkeligt mærket jordens enorme indre kræfter på tæt hold.
Her hersker en speciel form for skønhed. Ikke den slags som kan printes på postkort, men en anden og mere frygtindgydende. Søerne har forskellige farver, grønne, røde, blå (surprise) og lilla. Alle farverne skyldes diverse mineraler i søerne.


Jumping off the edge

Frit fald for mig...arhghhuuuuhuuuiihhiiii...
NZ er ikke kendt som verdens kravlegård for diverse adrenalin-junkies for ingenting. Derfor kunne vi ikke dy os, og måtte kaste os ud i NZ-klassikeren, nemlig bungy-jump. Marie, Eske og jeg kastede os ud i et 55 meters fald med "head-dip"(hovedet blev lige dyppet i søen). (Tue var desværre blevet pacificeret af ryg-smerter, og måtte derfor springe over).

Hold da op, hvor vi spændte og nervøse inden hoppet. Sommerfuglene baskede rundt i maven, som havde de drukket 15 kopper espresso. De første 4 sekunder af hoppet var frygtindgydende...-resten var utroligt sjovt og kildrende. Vi var helt høje efter hoppet!
Jeg er på vej ned i søen.
Marie har lige haft snuden nede i vandet.
Marie er lige hoppet ud. Hun tog den baglæns. Respekt!

Eske i frit fald.

Trolling på lake Taupo

Så blev det tid til at mødes med Eva og Flemming i Taupo. Der er skønt at se dem igen, og vi fejrede hele familiens forening med en fisketur af den helt store slags. Lake Taupo er kendt for sine store ørreder, så det var med store forventninger vi drog afsted i vores enorme båd. Vi havde "knæk og bræk" med os, og fangede to store krabater. De blev selvfølgelig tilberedt på behørig vis, og endte med at blive til et festmåltid.
Eva med sin ørred


Guldrusen raser

Waihi guldmine er en af NZ's største guldminer. Guldrusen pumper i vores årer, og vi blev derfor nødt til at tage på ekspidition ned i minen. Vi fik en to-timers rundvisning i den enorme mine. Spændende at se. Det var især spændende at se den moderne Waihi-mine i lyset af Potosi-minen i Bolivia, som vi så forrige år. I Bolivia kom folk til skade i minen hver dag, og ulykker med døden til følge hver uge. I Waihi har de haft et år helt uden ulykker.
Disse enorme trucks transporterer udgravet materiale ud fra minen. Materialet bliver sorteret i "waste" og "gold". Waste'n bliver bare smidt ud, mens de gyldne vognlæs bliver knust og kvast til smulder, hvorefter de bliver centrifugeret med elektriske ladninger, der opsamler guld og sølv. Til sidst bliver slutproduktet (blanding af sølv og guld) smeltet til blokke, som bliver sendt til Australien og videreforarbejdet derfra. Som bonus-info skal det siges, at disse trucks kan indeholde det der svarer til 16 elefanter.


På vores farlige færd på The Coromandel overnattede vi ved et stort vandfald. Smukt:-)
Eske i eet med naturen.

søndag den 19. december 2010

Cathedral Cove








Tue surfer med kajak ved Hot Water Beach.

The Coromandel

Hver gang en kiwi har nævnt for os, hvilke steder vi ABSOLUT skal se har de nævnt "The Coromandel" for os. Det er nævnt så mange gange, at vi har overvejet at springe egnen over i ren protest. Men det var godt at vores rebelske trodsighed ikke fik overtaget i os. Der er nemlig en grund til, at alle snakker om det. Her er skønt! Uendelige uspolerede kyststrækninger så længe øjet rækker, frodige skove, bølgende bjerge og romantiske byer.
Vi drog afsted på eventyr og kørte ud til "The Far North". Vi kørte på en snoet, grusvej langs havet i en uendelighed. Men det lønnede sig, da vi blev endte i en øde og ufattelig smuk natur-lomme. Hvilken skønhed.


Tue med The Coromandels øhav i baggrunden.
Marie og Eske har været ude og udforske havet. Vi snorkler og sejler i kajak på livet løs.
Eske slapper af i vores lejr.

Flyv!
Marie sidder godt og trygt i van'en.
Eske og jeg er ved at bestige træet.
Storm på gyngetur. Han griner hver gang det kildrer i hans mave. Denne gyngetur kunne han godt lide.